Sommerkoncert Helene Blum & Duo Askou-Andersen

Sommerkoncert Helene Blum & Duo Askou-Andersen

Sommerkoncert Helene Blum & Duo Askou-Andersen

Lørdag 20. juni 2026, kl. 16:00
Sct. Jørgens kirke, Brydegårdsvej 17, 5700 Svendborg

Duo Askou/Andersen (klassisk violin og accordeon) og folkesangerinde Helene Blum spiller sammen et stemningsfuldt midsommerprogram med afsæt i deres baggrund i hhv. den klassiske og den folkemusikalske verden. Med musik og poesi fortæller de om den nordiske midsommer og tager os med ud på vandring i sommerlandet til ord og toner af bl.a. Brorson, Ingemann, Jeppe Aakjær, Carl Nielsen og Helene Blum.

 Helene Blum har været med til at give begrebet dansk folkemusik ny betydning. Hendes nutidige og vedkommende fortolkninger af traditionelle sange åbenbarer den danske sangskats tidløse skønhed. Dette sammenholdt med en klar og udtryksfuld stemme har gjort hende til en anerkendt kunstner, der har erobret et begejstret publikum både i Danmark, Europa, USA, Canada og Japan.

I 2004 blev hun som den første sanger uddannet fra Det Fynske Musikkonservatoriums nyetablerede folkemusikuddannelse. I 2007 modtog hun en ”Danish Music Award” i kategorien ”Folk debut of the year” for sit første soloalbum.

Violinist Hanne Askou og Frode Andersen, accordeon, har arbejdet fast sammen siden 2010. Som duo har de spillet et utal af kirkekoncerter, på musikfestivaler og i kammermusik-foreninger landet over. De har spillet koncerter i landets største koncertsale som DR Koncerthuset og Musikhuset Aarhus og live i DR P2’s studie – og på landets allermindste øer, kirker og i private haver og foreninger.

Begge musikere er diplom- og solistuddannede fra musikkonservatoriet i hhv. Odense og København og de har hver især et meget alsidigt virke i dansk musikliv. Sammen sætter de nye standarder for formidling af dansk kultur og klassisk musik og har udviklet koncert-foredrag med udgangspunkt i de album de sammen har udgivet om emner som Carl Nielsen, Kai Normann Andersen, Jens Rosendal samt årstider og højtider.


 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed